Kan du huske lyden? Det tørre smæld, når en fjerbold bliver ramt helt rent, efterfulgt af hvinende gummisko mod halgulvet. I en årrække var den lyd ved at forsvinde. Badminton, som engang var noget nær nationalsporten herhjemme, blev langsomt til den sport, man havde spillet engang. Ketsjeren hang i skuret, grebet blev klistret, og tirsdag aften stod banerne tomme i mange haller. Sådan er det ikke længere. Rundt om i landet melder badmintonklubber nu om ventelister på ungdomsholdene og om motionister, der må vente på en ledig banetime. Fjerbolden er tilbage, og det er ikke et tilfælde.

Dengang alle havde en ketsjer i bagagerummet

Lad os tage nostalgien først, for den fortjener sin plads. I firserne og halvfemserne var badminton alle mands eje. Morten Frost var fast inventar i fjernsynet, og bagefter gik halvdelen af landet i hallen og forsøgte sig med de der umulige baghåndsclear. Skolerne havde ketsjere i redskabsrummet, firmaidrætten fyldte aftenerne, og ethvert cafeteria med respekt for sig selv duftede af kaffe og pommes frites, mens forældrene ventede på bænkene.

Så kom nedturen. Fitnesscentrene åbnede på hvert et gadehjørne, løbebølgen rullede, og senest har padel trukket folk væk fra de klassiske haller. Badminton fik et lettere støvet ry som noget, ens far dyrkede i for korte shorts. Uretfærdigt, selvfølgelig, men sådan var det. Heldigvis har historien det med at vende, når nogen gider gøre arbejdet.

Hvad klubberne gør rigtigt nu

Comebacket er nemlig ikke kommet af sig selv. De klubber, der vokser i disse år, har gjort op med idéen om, at medlemmerne nok skal dukke op, bare porten er åben. De laver voksenintroduktion for folk, der ikke har rørt en ketsjer i tyve år. De holder familiebadminton lørdag formiddag, hvor far og datter deler bane og griner lige meget. Og de udlejer baner time for time, så nysgerrige kan prøve sporten af uden at binde sig til en hel sæson fra august til april.

Kommunikationen har også fået en tiltrængt overhaling. Korktavlen med håndskrevne sedler og en tapestrimmel fra 2011 er flere steder skiftet ud med en infoskærm i badmintonklubben, der viser dagens træningstider, aflysninger og næste klubaften, inden man har fået skiftet sko. Danske KlubKlar er et eksempel på den slags løsning, hvor skærmen selv henter holdplaner og nyheder fra klubbens medlemssystem, så ingen frivillig skal bruge sin tirsdag aften på at rette opslag.

Den slags lyder måske som småting. Det er det ikke. En ny spiller, der bliver mødt af overskuelig information og en træner, der ved, at man kommer, melder sig ind. En ny spiller, der står forvirret i forhallen og kigger på en død opslagstavle, kører hjem igen.

Banefordeling i myldretiden: kabalen mellem 17 og 20

Succes har dog en bagside, og den hedder klokken 17 til 20. Det er dér, ungdomsspillerne skal trænes, motionisterne vil have deres faste double, og holdspillerne skal forberede sig til weekendens kampe. De fleste haller har et begrænset antal baner, og pludselig sidder et banefordelingsudvalg med en opgave, der minder mere om Tetris end om hyggeligt foreningsarbejde.

De klubber, der får kabalen til at gå op, tør prioritere. Ungdomstræningen ligger tidligt, begynderne samles på tværs af årgange, og de mest attraktive tider går til dem, der rent faktisk møder op. Tomme baner i myldretiden er den hurtigste vej til sure miner, så flere steder frigives banen, hvis et makkerpar udebliver flere gange i træk uden at melde afbud. Kontant, ja. Men det virker, og det er de fremmødte, der fortjener gulvet.

Gennemsigtighed hjælper mere end noget andet. Konflikter om baner opstår, når nogen føler sig forbigået i det skjulte, og de forsvinder næsten af sig selv, når ugens fordeling hænger synligt ved indgangen og bliver opdateret, i samme øjeblik et hold aflyser. Det behøver ikke være avanceret. Kigger man på funktionerne bag skærmen i de haller, der har digitaliseret opslagstavlen, er det netop baneoversigter, holdplaner og korte beskeder, der fylder. Ikke smart teknik for teknikkens egen skyld.

Derfor samler fjerbolden stadig generationerne

Og så er der det, ingen anden sport helt kan. Badminton er formentlig den eneste idræt, hvor et barnebarn på tolv og en farfar på 68 kan spille en jævnbyrdig kamp, uden at nogen af dem behøver lade som om. Farfar har ikke benene længere, men han har et drop, der falder dødt ned bag nettet som en våd avis. Knægten har smashet, men mangler tålmodigheden. Det er den slags dueller, der fylder hallerne lørdag formiddag, og begge går derfra med røde kinder.

Fjerbolden er i det hele taget et taknemmeligt stykke sportsudstyr. Den er hurtig nok til at give sved på panden efter fem minutter og tilgivende nok til, at en nybegynder kan få den over nettet i første forsøg. Man kan spille single, double eller mix. Man kan spille om point eller om æren og kaffen bagefter. Og man kan blive ved, længe efter at knæene har meldt sig ud af fodbolden.

Måske er det derfor, julestævnet stadig er årets højdepunkt i mange klubber: tre generationer i samme hal, æbleskiver i cafeteriet og en finale på midterbanen, hvor formanden dømmer med et glimt i øjet.

Badminton har aldrig haft brug for at genopfinde sig selv. Sporten skulle bare huskes, og klubberne skulle lære at tage ordentligt imod. Det er sket nu. Så find ketsjeren i skuret, book en banetime og tag en, du holder af, med derned. Lyden er præcis, som du husker den.